Kursus og undervisning.
Ved behov afholdes der kursus og undervisning af personalet med Psykolog Naja Lyberth som underviser, i forhold til arbejdet med omsorgssvigtede og traumeramte børn.
Undervisningen foregik primært ved opstartsfasen efter åbning af Pitu i 2013 samt igen 2 x 2 dages undervisning for hele personalet i Pitu i 2018, ligesom personalet i Tasiilaq har været tilbudt 1 dagskursus, mens de var på besøg i Nuuk.
Indhold i undervisningen.
Undervisningen og kurset har bl.a. drejet sig om Neuroaffektiv udviklingspsykologi, neuroaffektiv pædagogik, anerkendende pædagogik samt hvordan personalet i praksis kan udføre Neuroaffektiv pædagogik i forhold til mødet med børnene, bl.a. i forhold til, hvordan de skal møde barnet, der er opkørt i sit nervesystem eller der er i sine følelser.
Desuden undervises personalet i bevidsthedstræning i forhold til rollen som omsorgsperson i forhold til anbragte børn under ændrede kulturelle- og samfundsmæssige forhold, som kræver en omvendt opdragelse i forhold til den opdragelse personalet selv har fået i deres opvækst som grønlandsk personale.
Undervisningen indeholder derfor et kulturelt perspektiv i forhold til at kunne forstå sig selv indefra og udefra som grønlandsk omsorgsperson i ændret samfund fra kollektivistisk fangersamfund til en mere individualiseret samfund, som indebærer, at barnet i dag skal mødes på en hel anden måde end den opdragelse personalet selv har fået.
Undervisningen har derfor drejet sig om bevidsthedstræning som omsorgsperson som personale i deres rolle i forhold børnene i dag under ændrede samfundsforhold.
Ud fra neuroaffektiv forståelsesform er hjernen tredelt, som er sansehjernen, den følelsesmæssig hjerne og tænkehjernen. Hvis hjernen billedligt forestilles som et skib, og sansehjernen er som skibets motor-del, den følelsesmæssige hjerne som skibets matros-del og tænkningen som skibets styrehus/kaptajnen i skibet, var de fleste af familiemedlemmerne som ”matroserne” i skibet i det traditionelle samfund og familiens overhoved som kaptajnen i skibet.
I dag forventes det, at det enkelte individ lærer at være kaptajnen i eget skib for at overleve i ændrede samfundsforhold. Man er ikke længere i et fællesskab i samme skib, der skal arbejde sammen om at sejle skibet. Det forventes i dag, at forældre og omsorgspersoner er ”kaptajnen i skibet”, mens børnene i sidste ende skal oplæres i at være ”kaptajnen i eget skib” efter en lang udviklingsproces, efter at børnene er oplært i at regulere eget nervesystem (skibets motordel) og regulere følelser (matrosopgaver).
De fleste voksne grønlændere er stadig i dag præget af den traditionelle opdragelse, og det kan være en stor udfordring, at være ”matrosopdraget” at skulle leve op til at være kaptajnen i skibet uden at være ”uddannet” til at være kaptajnen i skibet, som før kun var tildelt rolle hos familieoverhovedet og de ældre i familien, som var autoriteter før. En matros-rolle, der indebar et strengt forbud mod at tage styringen af skibet.
Som ”matrosopdraget” omsorgsperson giver det bl.a. derfor ofte store problemer med at markere tydelige grænser, og sætte rammer, struktur som børn har brug for, hvor matrosrollen ofte medfører, at man enten er for løs eller for stram i opdragelsen, som i begge tilfælde giver utryghed hos barnet. Jf. Naja Lyberth, 2017 (se litteraturlisten). Undervisningen har derfor bl.a. drejet sig en bevidsthedstræning om at ændre ”matrosrollen” i forhold til børnene, så personalet trænes i at markere grænser og være tydelige i deres rolle som voksne, bl.a. igennem grænseøvelser i undervisningen, så personalet kan indtage rollen som ”kaptajnen” i skibet.
Træningen som ”kaptajnen” i skibet øves også under supervisionerne, og må siges at være en vellykket måde at træne personalet på, så personalet bliver bedre omsorgspersoner for børnene, hvilket også klart har bevirket, at børnene falder mere til ro, når de voksne bliver mere tydelige og klare som voksne i forhold til børnene.
